Yoga og Pilates er som skabt til hjemmetræning

pilates-2925614_1920

Yoga og pilates har en lang historie som hjemmetræningsformer. En stor del af de to træningsformers succes skyldes til dels, at det eneste udstyr du skal bruge for at komme i gang er en yogamåtte. Men der er også en meget længere historie der siger noget væsentligt om, hvorfor netop yoga og pilates er utroligt velegnede til hjemmetræning. En historie som begynder langt væk fra fitnesscentret.

 

Yoga som trænings- og livsform

At yoga opnåede popularitet i den vestlige verden og blev en træningsform der primært fokuserede på det fysiske, kan i høj grad tilskrives popikonet Madonna. For 20 år siden optrådte hun i Oprahs talkshow og talte om, hvordan de spirituelle og mentale sider af yoga havde ændret hendes liv. Hun sendte chokbølger igennem mainstreamtræningsmiljøet og alle blev pludselig interesserede i at dyrke yoga, nok mere i håbet om at få en Madonna-lignende figur end for at opnå de spirituelle og mentale indsigter yoga også byder på. Og undervejs i transit fra Øst til Vest blev det, som i virkeligheden har sin oprindelse i en livsfilosofi – på godt og ondt – reduceret til en træningsform. En fysisk træningsform som man kan opnå rigtig meget med, men også en træningsform som på andre måder egner sig utroligt godt til at blive udfoldet uden for fitnesscenterets rammer, for på den måde kan man også opnå noget af yogaens oprindelige formål.

Der er mange fordele ved at dyrke yoga uden for fitnesscenteret: Det er forbundet med mindre stress, fordi du har mere kontrol over hvor og hvornår du træner og du kan selv skabe rammerne for din træning. Det betyder også, at du selv kan styre hvor meget træningselementet skal fylde i din yogapraksis, i forhold til de meditative og spirituelle sider af yoga du eventuelt kunne have lyst til at dykke ned i. Det er altså forbundet med mindre stress og mere restitution at træne hjemme, fordi din træning kun fokuserer på dig og ikke foregår i fitnesscenterets stressende rammer, men kan foregå præcis som du ønsker det.

Når du dyrker yoga som hjemmetræning (eller hvor-som-helst træning) hos Virtual Fitness, så har du taget det første skridt mod yogaens oprindelige formål: At yoga er en naturlig integreret del af livet som giver dig en bedre balance mellem krop og sjæl. Samtidig er du også sikret kvalificeret instruktion og en god progression i øvelser og sværhedsgrad som passer til dig – noget der ikke altid har været en garanti for, med tidligere tiders hjemmetræning med dvd’er eller YouTube-videoer af varierende kvalitet.

virtual_fitness_290

Pilates som trænings- og genoptræningsform

Ligesom yoga har også pilates fokus på kroppen og psyken som en helhed. Pilates blev udviklet af Joseph Pilates, som også lagde navn til træningsformen. Som barn var Joseph Pilates meget syg og svagelig, og han valgte at bekæmpe sin svaghed med fysiske øvelser.

Joseph Pilates’ baggrund og hans livshistorie havde en stor indflydelse på hans udvikling af pilates som træningssystem: Som barn af en græsk far blev han inspireret af det græske ideal om det sunde menneske: Et menneske der er i balance mellem krop, sjæl og psyke. Hans tyske mor var naturopat og overbevist om kroppens evne til at hele sig selv. Joseph Pilates havde på denne baggrund en nysgerrighed og et helhedssyn på kroppen og han studerede gennem årene dyrs bevægelsesforløb og anatomi og afprøvede

mange forskellige træningsformer, herunder østlige træningsformer som yoga, tai chi og forskellige kampsportsformer. Dette førte ham til en karriere som professionel bokser og cirkusartist inden han under 1. verdenskrig blev interneret som tysk krigsfange i England. Her arbejdede han som sygeplejerske og opfandt forløberen til den ”reformer”-maskine som anvendes i nogle pilatestræninger: Han fastgjorde fjedre til sengene så også de sengeliggende patienter kunne træne med modstand og påbegynde deres genoptræning. Senere arbejdede Joseph Pilates meget med dansere, som med deres fysisk hårde arbejde også havde brug for en træningsform der gjorde dem stærke og modstandsdygtige over for de særlige belastninger en professionel dansekarriere udsætter kroppen for.

Som træningsform fokuserer pilates især på at skabe en stærk kernemuskulatur, dvs. at styrke muskulaturen i mave, ryg og baller. Når du begynder at dyrke pilates vil du opleve, at du simpelthen begynder at bevæge dig anderledes: Du bliver markant stærkere, får en mere rank kropsholdning og føler dig mere fri i dine bevægelser. Og det er noget der virkelig batter på selvtillidskontoen. Har du aldrig trænet før, så kan denne nyfundne tiltro til din krop måske give dig lyst til at afprøve andre træningsformer du indtil nu har opfattet som sværere eller som værende uden for din rækkevidde.

 

Hvem har i særlig grad gavn af yoga og pilates?

Det korte svar er: Alle. Det lidt længere er: Alle som ønsker sig større smidighed og styrke. Det kan f.eks. være udøvere af sportsgrene der vægter styrke mere end smidighed. Smidighed vil altid gøre dig til en bedre udøver af din primære sportsgren og derfor kan pilatestræning som supplement gøre dig i stand til at opnå endnu bedre resultater i din sportsgren.

Har du skader eller fysiske begrænsninger er yoga og pilates også et oplagt sted at starte din træning eller genoptræning. Det er også ideelle træningsformer for alle der har brug for at komme i gang med at træne med en blid og overskuelig træningsform. Begge træningsformer kan tilpasses til alle niveauer enten ved at variere intensiteten i de enkelte øvelser eller ved at fokusere på øvelser der passer til den enkeltes niveau. Det betyder omvendt også, at det er træningsformer du aldrig bliver fuldt ud uddannet i, der er altid plads til forbedring og fremskridt og både yoga og pilates kan dyrkes på et meget højt og udfordrende niveau.